Almindelige betingelser for erhvervsmæssig formering, produktion og salg af Dafo® planter
Disse almindelige betingelser udgør en integreret del af aftaler, som indgås mellem Danmarks JordbrugsForskning (i det følgende benævnt DJF) og planteproducenter om formering, produktion og salg af Dafo® planter.
1. Dafo® planter
1.1 Kvalitetskrav
DJF foretager som en del af sin virksomhed afprøvning, udvikling og selektion af planter, som kan formeres, produceres og forhandles erhvervsmæssigt under brug af varemærket Dafo®.
Sådanne planter benævnes følgende Dafo® planter.
Dafo® planter skal bl.a. opfylde følgende hovedkrav:
- planterne skal være sortsægte,
- planterne skal være dyrkningsværdige under danske klimaforhold,
- planterne skal have høj tolerance såsom vind- og frosttolerance overfor dansk klima eller tilsvarende forhold og skal være beskrevet og angivet i forhold til følgende klimaregioner:
- Vest- og Nordjylland,
- Øvrige Danmark og beskyttede havemiljøer,
- planterne skal have en høj grad af modstandsdygtighed mod alvorlige sygdomme og være testet i henhold til Plantedirektoratets gældende Bekendtgørelse om Planter (bilag1),
- planterne skal besidde gode egenskaber til de formål, som de skal anvendes til, såsom at bunddække planter skal have god dækkeevener og planter til klippede hække skal have høj klippetolerance og danne gode hække,
- planter til pryd skal have høj prydværdi, såsom blomster, frugter, særlige blade og dufte,
- for alle egenskaberne gælder at planterne skal være vurderet til over middel blandt de afprøvede,
- planternes morfologiske og botaniske karakteristika skal være beskrevet, og foto skal foreligge med beskrivelsen,
- planterne skal være beskrevet i relation til den anvendelse, de anbefales til f. eks. solbær til bærdykning, liguster til hække og forsytia til pryd eller afskæring, ligesom specielle egenskaber skal være beskrevet,
- for frugt og bær skal deres anbefalede anvendelse være angivet med dyrkningskrav og anvendt grundstamme opgives, desuden skal sorternes karakteristika og frugternes egenskaber være beskrevet.
1.2 Oprindelse
Dafo® planter skal have oprindelse i en af DJF godkendt og selekteret plante, der danner basis for opformering til moderplanter og videre til salgsplanter.
Godkendte og udvalgte planter kan være:
- En af Plantedirektoratet godkendt kerneplante, hvilket kræver, at den er beskrevet for sine genetiske dyrkningsegenskaber, og at den er testet og fundet fri for alvorlige sygdomme, der overføres med formeringsmateriale, såsom Virus, Phutophthora (rodråd) og Verticilium (kransskimmel), samt at der foreligger gyldigt sortsnavn og beskrivelse af sorten.
Kerneplanten opformeres til eliteplanter, og disse planter kan godkendes af Plantedirektoratet som certificerede. Regler findes i Plantedirektoratets "Bekendtgørelse om planter nr. 128 af den 10. februar 1997" (bilag 1).
Eller:
- en udgangsplante, der af DJF er afprøvet og fundet dyrkningsværdig ud fra ovenfor angivne kvalitetskrav. Udgangsplanten skal have gennemgået en test for sygdomme, der kan overføres med formeringsmateriale, og skal være fundet fri for alvorlige skadegørere ved Plantedirektoratets alm. avlskontrol.
1.3 Klonkildeudvalget
Regelsæt for Dafo frøkilder:
- Dafo systemet foreslås at omfatte frøkilder indenfor både ved, værn og læ, pyntegrønt og have/park/allé.
- Kvalificering til Dafo frøkildestatus kan opnås såfremt frøkilden lever op til kravene på niveau med enten ’afprøvet’ eller ’kvalificeret’ jævnfør Kåringsregler for EU arter. Dvs. at der udover Dafo status i beskrivelser af frøkilden også anføres et kvalitetsniveau for hver frøkilde. Frøkildeudvalgets vurderingsmetoder af ikke EU arter vil blive synkroniseret med Kåringsreglerne, så der i fremtiden i alle systemer (Dafo, FKU og Kåringsområdet) kun vurderes og klassificeres efter et fælles regelsæt. Dette gør det enklere for alle professionelle og private brugere at forstå udpegningerne. Dafo foreningen opbygger dermed ikke selv et eget fagligt vurderingssystem og heller ikke en faglig vurderingsgruppe, men læner sig op af indstillinger fra eksisterende ekspertise og systemer i FKU og Kåringsregler. Dafo foreningen forbeholder sig dog retten til den endelige Dafo godkendelse (se nedenfor).
- Kvalitetskategorier:
3A. Afprøvet: Denne status udgør den bedste og mest sikre kvalitet (sml. Kåring) og kan kun opnås på baggrund af dokumenteret afprøvning i forhold til anvendelsesområdet. Kriterier for afprøvning og definitioner er de samme som i kåringssystemets regler. Anvendelsesområdet kan være til flere kategorier eks ved, værn og læ eller have/park såfremt frøkilden er afprøvet under disse forhold.
3B. Kvalificeret. Denne status er minimumskvaliteten i Dafo systemet. Krav og kvalitetskriterier er de samme som i kåringssystemets regler. FKU og Kåringsregler definerer rammerne for hvad der kan vurderes som kvalificeret.
- Anvendelsesområde:
Opnår en frøkilde at blive "kvalificeret" ifølge reglerne vil varemærke ejerne sammen med varemærkebrugerne (Dafobestyrelsen) med mulighed for hjælp fra eksterne rådgivere vurdere hvilken anvendelse frøkilden fortrinsvis bør anbefales til på baggrund af generel viden om frøkilden, dens oprindelse og sammensætning mv. (anbefalet brug uden dokumentation)
Opnår en frøkilde at blive kvalificeret til "Afprøvet status" vil afprøvningen automatisk beskrive anvendelsesområdet og brug til dette kan derfor "anbefales med dokumentation".
- Beslutningskompetence
Som udgangspunkt vil alle frøkilder, der er vurderet af FKU eller Kåringsudvalget at leve op til kravene til "afprøvet" eller "kvalificeret" kunne blive godkendt til Dafo.
Dafo bestyrelsen vil dog på baggrund af en samlet vurdering i særlige tilfælde kunne beslutte hvorvidt en frøkilde alligevel ikke opfylder betingelser og krav til optagelse i Dafosystemet. Der kan indkaldes eksterne eksperter/brugere til støtte for vurderingen. Afvisning bør kun ske såfremt der foreligger "særlige problemer", der peger på en afvisning.
- Alle medlemmer af Dafo foreningen kan indstille nye frøkilder til vurdering og indstille eksisterende Dafo frøkilder til sletning/udelukkelse af Dafo systemet. Kun frøkilder, hvor ejeren/rettighedshaver er medlem af Dafo Foreningen, kan blive Dafo frøkilder.
- Dafo systemet accepterer variation i genetisk bredde, men denne skal altid være oplyst i beskrivelser. Der er således plads til både genetisk brede og snævre frøkilder i Dafo systemet.
2. Varemærket Dafo®
Varemærket Dafo® indehaves af DJF. Varemærket er registreret i EU.
Varemærket skal anvendes som en tilføjelse til en plantes sorts- og frøkildenavn, jf. punkt 3.2.
3. Formering, produktion og slag af Dafo® planter
3.1 Formering og produktion
Alle moder- og produktionsplanter skal stamme fra en af DJF godkendt kerne- eller udgangsplante og skal udskiftes efter en turnus fastsat af DJF.
Planterne skal være sortsægte, hvilket betyder, at de skal opfylde den af DJF udarbejdede beskrivelse og have de samme morfologiske egenskaber som den godkendte kerne- eller udgangsplante.
For hver enkelt art og sort, skal der foreligge en underskrevet, godkendt kontrakt (som vedlagt bilag 2) før en formering og produktion kan iværksættes. Dette gælder også såfremt formering og produktion foretages af tredjemand.
DJF kan stille krav til produktion af de enkelte planter såsom formeringsmetode, sundhedstilstand, kvallitet, vitalitet, ukrudtsaspekter, grundstamme m.m. Sådanne krav anføres i aftalen og udgør en del af aftalevilkårene.
3.2 Salg og markedsføring
Ved salg af Dafo® planter skal producenten ved angivelse på etiketter eller emballage oplyse køber om plantematerialets oprindelse, jf. punkt 1.2.
Producenten skal anvende varemærket Dafo® ved salg og markedsføring af planter, som DJF har godkendt til erhvervsmæssig anvendelse under brug af varemærket, jf. punkt 1, og varemærket må alene anvedes for sådanne planter. DJF offentliggør i fagpressen, hvilke planter varemærket skal anvendes for.
Som navn for planterne skal anvedes det af DJF angivne sortsnavn og frøkildenavn, og varemærket Dafo® angives som en tilføjelse hertil, eksempelvis Cytisus nigracans 'Cyni' Dafo®.
Producenten må ikke anvende varemærket Dafo® som erstatning for et sort- eller frøkildenavn.
Ordmærket (betegnelsen Dafo®) skal anvendes i kataloger, plantelister, fakturaer, følgesedler, etiketter, hjemmesider og lignende, der anvendes i markedsføringsmæssigt øjemed.
Dafo® logoet (figurmærket) skal såvidt muligt anvendes i markedsføringen af planterne, såsom i kataloger og på billedetiketter.
Ved salg til forbrugere (salg i detailhandlen) skal hver plante eller varenehed være mærket med etiket med angivelse af plantens navn med tilføjelse af varemærket Dafo®.
Ved salg til forhandlere /en gros slag) skal hvert parti af planter være mærket med sådan etiket, og på følgesedler og fakturaer skal være angivet plantens navn med tilføjelse af varemærket Dafo®.
DJF kan stille yderligere krav til emballering og etikettering af de enkelte planter. Sådanne krav anføres i aftalen og udgør en del af aftalevilkårene.
4. Forpligtelser i forhold til senere omsætningsled
Ved salg af Dafo® planter er producenten forpligtet til udtrykkeligt at pålægge køber at anvende varemærket som angivet i punkt 3.2. Forpligtelsen skal anvendes skriftligt og skal fremstå på tydelig måde for køber på følgeseddel og faktura. Der skal endvidere skriftligt fastsættes bestemmelser, som sikrer en effektiv håndhævelse overfor køber af forpligtelsen til at anvende varemærket.
5. Afgift for brug af varemærket Dafo®
Det fastsættes i hvert konkret tilfælde for hver sort om der er krav om obligatorisk Dafo® mærkning og en varemærkeafgift. Det skal fremgå af kontrakten. Afgiften beregnes pr. solgt plante og udgør en fast afgift. Afgiftens størrelse fremgår af aftalen mellem DJF og producenten. Afgiften opkræves 2 gange årligt af GPL International A/S, som varetager administration og kontrol med varemærket. For beregnig og opkrævning gælder de af GPL International A/S til enhver tid fastsatte vilkår.
For så vidt angår nyhedsbeskyttede planter henvises til punkt 6.
6. Særligt om nyhedsbeskyttede planter
Vurderer DJF, at sorter har tilstrækkelig nyhedsværdi, registreres sådanne sorter i nogle tilfælde som plantenyheder efter reglerne i lov om plantenyheder (lovbekendtgørelsen nr. 145 af 1. marts 2001).
For planter, som er nyhedsbeskyttede, finder punkt 3.2 og 4 ikke anvendelse for så vidt angår salg af planter, som udgør et færdigt produkt.
Der opkræves ikke afgift for brug af varemærket Dafo® som anført i punkt 5 for nyhedsbeskyttede planter, før den maksimalt opnåelige beskyttelsesperiode for den pågældende plante er udløbet. I denne periode betaler producenten i stedet en afgift til DJF for nyhedsbeskyttelsen i det omfang, planterne anvendes til erhvervsmæssig formering. Afgiftens størrelse fremgår af kontrakten mellem DJF og producenten. Afgiften opkræves 2 gange årligt af GPL International A/S.
For beregnig og opkrævning gælder de af GPL International A/S til enhver tid fastsatte vilkår.
7. Misligeholdelse
Så fremt producenten væsentlig misligeholder sine forpligtelse efter disse almindelig betingelser eller øvrige vilkår i indgåede aftaler om formering, produktion og salg af Dafo® planter, herunder de af GPL fastsatte vilkår for opkrævning og betaling af licensafgift, kan DJF hæve aftalen for en, flere eller alle Dafo® planter.
Ved ophævelse skal producenten straks ophøre formering, produktion, salg og markedsføring af de pågældende Dafo® planter, herunder brug af varemærket i markedsføringsmateriale og på etiketter m.v. Ved ophævelse forfalder licensafgift efter punkt 5 og 6 straks til betaling.
Såfremt producenten ikke senest 30 dage efter modtagelse af påkrav om berigtigelse af misligeholdelse har bragt misligeholdelsen til ophør, anses dette altid som væsentlig misligeholdelse, der berettiger til ophævelse. Påkravet skal være skriftligt og indeholde udtrykkelig oplysning om, at aftalen/aftalerne vil blive ophævet, såfremt mislligeholdelsen ikke er bragt til ophør inden udløbet af den fastsatte frist.
I øvrigt gælder dansk rets almindelige beføjelser i anledning af misligeholdelse.
Danmarks JordbrugsForskning, Årslev d. 11. januar 2002
|